Når børn er skyld i edderkopper!

Kender du det? Det med at bebrejde dine børn for noget, de på ingen måde er skyld i. Hvor det handler meget mere om dit manglende overskud end deres adfærd?

Jeg kender det! Alt for godt. 
 
Forleden var jeg kortluntet, svingede i humøret, kommanderede med børnene og gav dem skylden for alverdens ulykker. Selv den edderkop, som dukkede frem på badeværelset gav jeg dem skylden for.

Jeg sagde (nej, okay jeg snerrede) helt alvorligt til dem: ”Hvis I ikke fjollede sådan og havde børstet tænder hurtigere, var den edderkop aldrig kommet”.
 
Øh?!
 
De kiggede på mig. Og de så faktisk næsten ud som om de fortrød, at de havde manifesteret edderkoppen med deres opførsel. Deres øjne indeholdt en giftig blanding af både skyld, skam og frygt. For mig og for edderkoppen.
 
Avs!
 
Men det virkede bare virkelig sådan – som om det var deres skyld. Alt var faktisk deres skyld. Det gav så god mening, da det fløj ud af munden på mig.
 
Og hvis det ikke var børnenes skyld, så var det i hvert fald edderkoppens skyld! Sådan en ondskabsfuld edderkop. Som om jeg ikke havde nok at gøre i forvejen. Som om jeg virkelig havde brug for to hysterisk skrigende børn og for at skulle hente støvsugeren, tage mod til mig, suge den op og virkeligt håbe på, at den ville dø i sugningen og ikke kravle ud og spytte på mit liv igen.
 
Overbevisningen om, at jeg var offer for en modbydelig konspiration mellem mine børn og en ondskabsfuld edderkop varede indtil børnene var faldet i søvn.
 
Så ramte de klamme, velkendte, moralske tømmermænd mig. Jeg var ved at kaste op.
 
Føj for en fiasko, jeg er. Jeg arbejder som familierådgiver for pokker. Og alligevel fejler jeg gang på gang som mor. Jeg er en bedrager, en fiasko.  
Hvordan kan jeg kende alle teorierne? Have styr på så mange gode teknikker. Og så fejle så hårdt og skælde mine børn så meget ud?
 
Stakkels børn. Stakkels edderkop.
 
Stakkels mig.
 
Jeg var faktisk der, hvor jeg ikke rigtig kunne holde ud af være mig selv. 
 
Den viden, som jeg i mine følelsers vold havde mistet adgang til var:
Ansvaret for relationen og stemningen i hjemmet er de voksnes og alene de voksnes
Børn har ingen agendaer om at genere deres forældre (og de laver ikke alliancer med edderkopper). Tværtimod vil børn altid samarbejde. Nogle gange gør vi voksne det bare svært for dem at gøre det på den måde, vi gerne vil have det.   
 
Et fint stykke viden. Men ikke nok. For tilsyneladende var jeg ikke i stand til at omsætte den i praksis.  
 
Hvorfor? De to primære grunde er:
 
-       Børnenes far er udenbys, så jeg har i nogle dage været alene om den sædvanlige hverdagsopgaveliste: aflevere/hente, madpakker, pakke idrætstøj (huske idrætstøj), købe ind, lave mad, dække bord, vaske op, vaske tøj, børste tænder, finde bamsen, der var blevet væk, læse godnathistorie, trøste, putte, printe skoleopgaven, vække, børste tænder, lave morgenmad, finde skoene der var blevet væk, trøste, putte, madpakker…
-       Jeg har travlt på arbejdet. Gode opgaver, men opgaver hvor jeg giver mig selv fuldt ud
-       Stort set alle i familien har fødselsdag i disse uger, så der er pres på med forventninger, planlægning, gæster og gaveindkøb.
 
Havde jeg opsøgt mig selv som familierådgiver ville jeg have klaget min nød over, hvor frygtelig en mor, jeg er. Jeg ville have grædt over ikke at kunne få hverdagen til at fungere og over at jeg ikke er den mor for mine børn, som jeg gerne vil være.
 
Den kloge familierådgiver ville have sagt til mig:
 
-       Det lyder som om din primære brøde består i, at du ikke tager dig selv alvorligt nok og giver dig selv nok kærlighed i øjeblikket (måske i det hele taget)
-       Du får ikke serveret en gratis portion overskud udefra, det er nødt til at komme indefra (det ved jeg godt, men hey, det er altså ikke nogen særlig nem opgave – det kommer der meget snart et indlæg om)
-       Du kan ikke bruge den dårlige samvittighed til noget som helst. Den er kronisk for kvinder og du er langt bedre tjent med at stryge dig selv kærligt med hårene, end at slå dig selv i hovedet. Tilgiv dig selv, at du i denne periode ikke helt lever op til dine egne ønsker.
 
Og sidst, men ikke mindst:
 
-       Det er altid en god idé at rydde op, når du har været ude i noget snavs. Du kan sagtens nyde bagklogskabens skær og gå tilbage til børnene og samle op. Det hjælper dem at høre, at du påtager dig ansvaret for din del af det, der skete imellem jer.
 
Hvordan samlede jeg op?
Efter en aften med dårlig samvittighed, sagde jeg morgenen efter til den ældste: ”I går havde jeg ikke særligt meget overskud. Det tror jeg godt, I kunne mærke. Jeg kom til at lade det gå ud over jer. Det har jeg tænkt over ikke var i orden. I dag vil jeg sørge for at gøre en masse gode ting for mig selv, så jeg får energien tilbage.”
 
Min datter svarede med et stort smil: ”Det lyder vel nok dejligt, Mor. Jeg tror, jeg vil gøre det samme for mig selv”
 
Hen ad formiddagen fordampede fiasko-følelsen stille og roligt. Sådan er det med følelser. De kan bruse op som en voldsom bølge og heldigvis også falde stille til ro igen.