Jeg spiser IKKE den lortede thaimad

I går aftes bestilte vi thai take away. Hver gang vi gør det, skal vi en tur igennem følelsesregistret.
 
Jeg elsker thaimad. Det gør min yngste ikke.
 
Eller det vil sige, han kan faktisk godt lide det, men ikke lige så godt som familiens øvrige tre medlemmer.
 
Så når vi får Thaimad, føler han, at vi er tre, som får vores vilje, mens hans behov bliver ignoreret.
 
Den følelse gør ham typisk meget modvillig og meget tydelig.
 
I går aftes var ingen undtagelse.
 
Armene over kors, stolen skubbet hårdt ud fra bordet. “I bestiller ALTID thaimad og Mor, du ved udmærket godt, at jeg hader thaimad. Vi får ALDRIG det, jeg godt kan lide. Hvis du virkeligt elskede mig, ville du ikke bestille thaimad. Så ville du lave mexicanske pandekager, og det gør du ALDRIG. Jeg spiser IKKE noget af den lortede thaimad”.
 
Jeg var sulten. Og jeg elsker thaimad. Jeg havde duftet til den hele vejen hjem i bilen. Jeg havde virkeligt brug for at spise den thaimad. Nu. 
 
Jeg kæmpede for at bevare roen: Træk vejret, træk vejret, træk vejret. Du vil ikke blive gal, du vil styre temperamentet, håndter nu situationen, sådan som du ved, det er bedst. Det er sindssygt irriterende, at der er ballade hver gang, vi får thaimad. Men det er ikke det rigtige at skælde ud. Træk vejret, træk vejret, træk vejret.
 
Inden i mig ulmede vulkanen.
 
Hvorfor? Fordi jeg er SÅ træt af de her store følelser bare på grund af noget mad. Hvorfor skal han være så dramatisk. Vi får fandengalemig mexicanske pandekager så tit, at det sidder mig langt op i halsen.
 
Jeg kogte indvendigt. Havde sandsynligvis røde pletter langt op af halsen. Spis nu bare maden, barn. Du kan jo godt lide det! Jeg havde lyst til at råbe og skrige af ham.
 
Men jeg gjorde det ikke.
 
Jeg hjalp ham igennem frustrationen. Jeg trak vejret. Jeg styrede min tone.
 
Jeg lagde en hånd på hans ryg: “Jeg ved godt, at du ikke kan lide thaimad lige så godt som os andre, og jeg ved godt, at jeg har købt det alligevel. Det lyder som om, du synes, vi ikke tænker på dig, når vi får thaimad, og jeg tror, du bliver ked af det, når du føler, vi ikke tænker på dig. Det ser ud som om, du er både vred og ked af det”.
 
Meget fint. Flot klaret. Temperament styret, barnets følelser og oplevelse anerkendt og relationen mellem mor og barn intakt. Det er vigtigt. Han er ked af det, og jeg kan sagtens rumme hans følelser. Jeg kan hjælpe ham igennem dem uden at forsøge at fikse noget eller få ham til at undertrykke dem. Godt. Vi var på rette vej.
 
Og så kom den. Ud af min mund fløj det irriteret: “Okay! Jeg varmer noget risengrød, så kan du spise det, hvis du ikke vil spise thaimaden.”
 
For jeg ville jo fikse det. Få ham til at stoppe sin protest. Tie stille. Jeg syntes, han var irriterende, og jeg gad faktisk ikke anerkende hans følelser.
 
Jeg ville bare gerne have fred. Til min thaimad. 
 
Han fik sin risengrød, og sagde tak og ”du er sød, Mor”. Også selvom jeg satte tallerkenen foran ham ret hårdt og kiggede ondt på ham.
 
Og så var alt vel godt?
 
Nej. For vist slap han for thaimad, men han måtte spise sin risengrød ved siden af en mor, som lod som om, hun var sød, men ikke rigtig var det. Jeg havde anerkendt hans følelser, uden at ville det rigtigt, serveret risengrød uden at ville det rigtigt, og nu sad jeg sur og utilnærmelig og spiste min småkolde thaimad.
 
Da han senere lå og sov og jeg kyssede hans bløde kind, kunne jeg mærke selvransagelsen begynde. For hey - jeg elsker jo ham højere, end jeg elsker thaimad. Og det der foregik imellem os, var faktisk ikke særlig kærligt.
 
Den kærlige bagklogskab er:
 
1.    Anerkendelse af hans følelser var det eneste alternativ til at råbe, jeg kunne komme i tanke om i kampens hede. Det var godt, jeg ikke råbte af ham. Så langt så godt.
 
Men falsk anerkendelse og lade-som-om-kærlighed og -overskud er ikke særlig (k)ærligt, ikke særlig ansvarsfuldt og heller ikke fair overfor barnet. For der skete jo selvfølgelig det, at min undertrykte vrede alligevel fes ud imellem sidebenene på forskellige måder i løbet af aftenen.
 
Et bedre alternativ havde været ærlighed om, hvad jeg havde til rådighed, og hvad jeg kunne være med til og ikke være med til i situationen. Jeg var sulten og i et no-nonsense-humør. Ikke i et kærligt “selvfølgelig-må-du-få-risengrød-i-stedet-for-humør”.
 
F.eks kunne jeg venligt have sagt til ham: Jeg er så sulten, at jeg ikke kan tale på en god måde med nogen lige nu. Jeg spiser lige en portion mad, og så vil jeg meget gerne hjælpe dig. Ind til da er du velkommen til at spise med eller vente.
 
2.    Synes jeg generelt, det er okay at tilbyde mine børn noget andet at spise, hvis de ikke kan lide maden?
 
Ja.
 
For mig er det en værdi, at det er rart og nydelsesfuldt at spise, og at alle i familien spiser sammen. Det er ikke en værdi for mig, at alle spiser det samme. Hvis de andre gerne vil have pizza, spiser jeg typisk også noget andet. Så jeg har som sådan intet problem med sær-serveringer.
 
Problemet var, at jeg glemte at være ærlig overfor både barnet og mig selv. Jeg havde ikke lyst til at lave noget andet til ham, men jeg gjorde det for at få ham til at tie stille. Ikke fordi jeg tog ansvar for min værdi om, at alle skal have et rart måltid. På den måde blev situationen rodet for både mig og ham, og ingen af os fik en god oplevelse.
 
3.    Det allermest ansvarsfulde havde selvfølgelig været at tage bedre hånd om mine behov i løbet af dagen, så jeg ikke endte i underskud og et så desperat behov for thaimad.
 
Men det med at tage sig selv og sine behov alvorligt er et helt kapitel for sig. Og det er dælme et svært kapitel. Mere om det en anden gang.