Du går eddersparkme selv ind i det klasselokale

I morges hentede vi mormor og morfar i lufthavnen. Meget tidligt. Begge børn ville med og måtte op kl. 5.
 
Det var hyggeligt. Var dejligt at gense mormor og morfar.
 
Der var en betingelse for, at den yngste måtte komme med:
 
”Du må gerne komme med i lufthavnen. Det vil betyde, at du møder lidt for sent i skole. Jeg ved, du ikke kan lide at gå ind i klassen selv om morgenen. Men når vi kommer for sent, vil jeg ikke gå med dig ind. Hvis du vil med i lufthavnen, skal du selv gå ind i klassen stille og roligt, uden at forstyrre. Man må ikke forstyrre, når man kommer for sent”.
 
Det, jeg egentlig også mente, men kun sagde til ham indirekte var: Og du må ikke begynde at beklage dig og nægte at gå ind, når vi står uden for døren, for det orker jeg ikke. Og jeg skal i hvert fald ikke ind i den klasse med dig, for jeg har noget siddende på rygraden om, at ’man kommer ikke for sent og hvis man gør, skal man i hvert fald skamme sig’.  
 
Jeg troede ikke engang selv på, at det ville lykkes at få ham til at gå ind i klassen selv.
 
Men jeg ville gerne have ham med i lufthavnen, så jeg lukkede øjnene.
 
Og ganske rigtigt. Da vi ankom til skolen en halv time efter det havde ringet ind, havde han absolut ikke lyst til at gå alene ind i klassen.
                    
Og jeg havde ikke lyst til at gå med ham ind. Og havde jo advaret ham om betingelsen for at komme med i lufthavnen.  
 
Så vi havde denne ordudveksling:

Mig: ”Kom så ud af bilen, du skal gå ind i klassen nu”

Den 7-årige: (klagende) ”Jeg har det bare ikke så godt, jeg er så træt, jeg vil meget hellere hjem. De andre børn vil bare alle sammen kigge på mig og spørge, hvorfor jeg kommer for sent, og jeg gider ikke fortælle dem det”.
 
Mig: (irriteret over, at det helt forudsigelige var ved at ske) ”Nej, men sådan er det bare, du skal gå ind i klassen nu. Og det er da helt normalt, at børnene spørger dig, hvorfor du kommer for sent, de interesserer sig bare for dig”
 
Den 7-årige: ”Du skal gå med ind i klassen, Mor”
 
Mig: ”Det vil jeg ikke. Og det havde jeg også sagt til dig. Nu skal du holde op med det pjat. Du kan sagtens klare, at vi siger farvel uden for døren. Du skal bare gå ind og sætte dig. Det er ikke svært”
 
Den 7-årige: ”Jeg gør det bare ikke så. Jeg går ikke ind i klassen. Jeg bliver stående udenfor. Du kan ikke tvinge mig”    
 
Jeg blev mere og mere irriteret og tiltagende selvretfærdig: Han skal i hvert fald ikke bestemme. Han vidste godt, det her var betingelsen. Det er mig, der bestemmer.
 
Samtidig snoede jeg mig alt, jeg kunne, for at undgå ubehaget ved at skulle gå med ind i klassen som den, der kommer for sent. Min lyst til at undgå den skamfulde følelse var i momentet større, end min lyst til at hjælpe mit barn. Og jeg blev vred på ham, fordi han udfordrede netop det.
 
Sådan fortsatte det, indtil han fik sagt de magiske ord, som vækkede mig:
 
”Du ved ikke noget om, hvad der er svært for mig, Mor. Du kan ikke sige til mig, at det ikke er svært, når jeg nu synes, det ER svært. Du ved ikke noget som helst om, hvordan det føles i min krop, og hvordan jeg har det! Og du gider åbenbart heller ikke prøve at forstå det. Du gider slet ikke hjælpe mig”
 
Avs.
 
Tak for opvågning. Hans ord gav mig adgang til viden, jeg havde glemt i mit ihærdige forsøg på at undgå den skamfulde følelse af at komme for sent i skole:
 
1.    Tryk avler modtryk. Hvis jeg presser mit barn og forsøger at tvinge ham til noget med magt (verbal som fysisk), vil han stritte imod og presse igen. Det er et sundhedstegn, og det er helt normalt.

Viljeskampen, vi kæmpede (mig: ”du skal gå ind nu, det er ikke svært.” Ham: ”jeg vil ikke, det ER svært”) lagde jeg selv op til. Og den var ufrugtbar. Vi kom ikke rigtigt videre og mindst en af os ville tabe. Sådant et forhold ønsker jeg ikke til min søn, et med vindere og tabere. Som den voksne er det mig, der sætter rammerne og er ansvarlig for at bestemme, hvad der skal ske, men der skal være plads til os begge to i relationen.

2.    I stedet for at forlange, at mit barn skal føle anderledes, end han gør (”det er noget pjat, nu skal du holde op”), kan jeg anerkende og hjælpe ham med at forstå det, som er svært. Jeg kan sagtens både anerkende ham OG sætte rammerne, som jeg vil have dem (du skal ind i klassen og vi må ikke forstyrre unødvendigt). Det handler ikke om at føje ham, men om at opretholde en kontakt imellem os, som skaber plads til, at vi begge kan være i relationen uden vindere og tabere. 

3.    Det kan hjælpe at huske på, at der er altid mening bag galskaben. Både i barnets og i den voksnes adfærd. Hvad er mon den egentlige grund til, at han kæmper sådan imod mig lige nu? Og hvad er det egentlig, der foregår i mig, når jeg kæmper sådan imod ham? Ved at interessere mig for de to spørgsmål, kan jeg få værdifuld viden, som kan opløse situationen for os begge.   
 
Tilbage til eksemplet – nu med færre følelser i mig og med et klarere hoved:
 
Ramt af hans pletskud: ”Du gider jo ikke prøve at forstå mig”, trak jeg vejret dybt, stoppede tiden (min egen hast), blev langsom i min krop og stemme og spurgte ham roligt:
 
”Ved du noget om, hvorfor du har brug for, at jeg går med ind"?
 
Han svarede: ”Ja. Jeg vil bare rigtig gerne gives fra dig til læreren. Så føler jeg, at der ligesom er nogen, der ’har’ mig, når du går. Jeg ved heller ikke, hvad de laver, eller hvordan der er i klassen. Om der er ro eller uro. Det synes jeg er så utrygt. Så ved jeg ikke, hvordan jeg skal være”
 
Da jeg tog mig tid til at støtte ham i at rumme det, der foregik i ham og med at få sat ord på, hvad det handlede om, opstod der kontakt imellem os. I stedet for at kæmpe, kunne vi gå igennem det svære i fællesskab.
 
Han behøvede ikke længere kæmpe imod mig og mit behov for, at han bare skulle føje mig, blev afløst af en lyst til at hjælpe ham. Og en vilje til at tilsidesætte min egen frygt for skammen ved at komme for sent.
 
Jeg spurgte ham: ”Så det, du har brug for er faktisk bare, at jeg går med ind og hjælper dig med at skabe kontakt til læreren?”
 
Det var bare det, han havde brug for.
 
Vi bankede forsigtigt på døren og listede ind. Læreren tog imod ham med et smil og interesserede spørgsmål om hans morgen. Det hele tog under et minut. Inden jeg var ude af døren, var de i fællesskab i gang med at finde ud af, hvad han skulle lave i sin bog. Han havde ikke engang tid til at kigge op på mig, da jeg listede af.
 
Der var plads til en lille forstyrrelse i det klasselokale. Der var plads til ham. Og til mig. Ingen døde af, at nogen kom for sent og et øjeblik efter var forstyrrelsen glemt.  
 
Måske jeg skulle tage det med mig næste gang, jeg selv skal liste for sent ind et sted og har svært ved at rumme ubehaget?